"Maren Stø gik en Dag op til et Vand, som ligger et Stykke fra Stø, og som kaldes Stavand. Da hun kom til den nedre Ende af Vandet, kom en stor, stort Væder ud under en Heller og satte efter hende. Hun sprang, og Væderen sprang. Maren skreg da saa høit, at Folk kom til; men ingen saa nogen Væder; den var forsvunden. Siden den Dag tog Marens Sanser Skade, saa hun aldrig senere var ved sine fulde fem. Væderen var efter Folks Tro en Vete-Væder."