På kronen av åsen, på fjell: Rundhaug. Klart markert, men noe uregelmessig. Sterkt steinblandet. Noe nedsunket i toppen, men synes urørt. Stor furu i V- og N-kant, ellers gran. D 12m, h 0,75-1m.
"Paa ... Vigeland ... stod en stor og gammel Eg, hvortil man hver Juleaften bar Øl, Grød, Brændevin, Melk m.m., hvilke Sager blev slaaede paa Rødderne."
"Paa ... Omdal ... stod en stor og gammel Eg, hvortil man hver Juleaften bar Øl, Grød, Brændevin, Melk m.m., hvilke Sager blev slaaede paa Rødderne. En Mand paa sidstnævnte Gaard vilde en Vaar pløie op et Stykke Mark til Agder. I den ene Kant stod dette Træ, som gjaldt for et "Vættetræ". Desuagtet huggede han Egen ned. Da den var falden, sagde det i Træet: "Det skal hevnes i tredie Led." Manden skal have levet for omtrent 100 Aar siden."
Mulig gravrøys eller bålplass. 5 rullestein er synlige på overflaten. Dersom det ikke er sprekk i grunnfjellet, er steinsettingen liten. Ca. 1m N-S og ca. 2m Ø-V.
"For Aarhundreder siden stod der midt i Gaarden Løvdal et stort Træ, paa hvis Rødder enhver Mand paa Gaarden slog Øl i Julen. Man havde seet Lys ved Træet mange Nætter irad, der maatte bo underjordiske, og disse maatte have Øllet som en Skjænk, at de ikke skulde bytte Barn eller bringe anden Ulykke over Hus og Folk og Fæ. Engang havde en Mand glemt at bringe Juleøl til Tuntræet. Der kom da om Kvelden en sort Hund og lagde sig paa Skorstenen hans. Manden tog den for en Udsending fra de underjordiske og kastede en Ildsnart efter den, hvorved den forsvant. Næste Aar blev det Dyrtid, saa man maatte spise Barkebrød. Af Mangel paa Korn fik ingen brygget til Jul, og saaledes fik heller ikke de underjordiske ved Tuntræet noget Juleøl. I det følgende Aar fik man desuagtet rig Grøde, hvad man ikke havde ventet. Folket kom da paa den Tanke, at det var Synd at slaa Øl ud der, at det havde været deres Ulykke, og derfor ophørte de dermed. Eiermanden af det Hus, som stod nærmest Tuntræet, fik at de andre Naboer Lov til at omgrave det. Da han kom et Stykke ned, stødte han paa noget haardt; det var et stort Malmskrin. Han kaldte da sine Naboer sammen, og tre Mænd gik ned i Fordybningen; men under sig fik disse høre en Susen og Brusen som af en Fos, og de turde ikke annet end skynde sig op. Derpaa fik de se en Ildslue, som slog op af Hullet og udbredte sig saa vidt, at de alle maatte vige tilbage. Hverken Træet eller Skrinet saaes mere efter den Dag. Mest harmede det dem, at de ikke fik se, hvad der var i Skrinet. Hvormange Aar det er, siden dette hændte, er ikke saa godt at vide, mener man. Han, som fortalte nærværende Meddeler dette Sagn, havde hørt det af en gammel Mand paa Gaarden; men denne gamle fortalte, at hans Bestefaders Bestefaders Bestefader, altsaa 7 Slægtled tilbake i Tiden, havde været med at slaa Øl ud ved det omtalte Træ, og at det først efter hans Tid blev omgravet. Da det blev bestemt, at der skulde bygges Kirke for Løvdal, blev den paabegyndt paa Gaarden Skuland, der ligger en Mil fra Løvdal. Da man havde sat Hjørnestenene og lagt to Omgange, blev den om Natten flyttet til Skjerlien, som ligger omtrent en halv Fjerding ovenfor Løvdal, og den næste Nat blev den flyttet til Løvdal og sat paa det Sted, hvor det omtalte store Tuntræ havde staaet."