FOR (STOD), gnr. 65 (=290) For (For sogn). Eldste omtale av kirken er i 1533 (Ffor k./Fforkirke, OE s. 46, 84), men det er under byggingen av nåværende hovedhus på gården funnet en gravplate (marmor?) som av Magnus Olsen (1960:116ff) ved innskriften er datert til tidlig 1200-tallet. Nåværende kirke står på (gnr. 290) For, om lag 100 m vest for gårdstunet. Da Schøning besøkte For prestegård i 1774 hadde stedet fått ny kirke i 1648, og denne var blitt innredet i 1650, “hvilket sidstmeldte Aarstal staaer over Indgangen til Choret, mellem det og Kirken”. Nykirken “som har et temmelig høit Spiir” hadde dessuten murt alter, “oven paa belagt med en flad huggen Steen, midt i hvilken er indfattet en liden firekantet, hvid, poleret Marmor-Steen”. Til tross for steinalteret, som kunne indikere at kirken var blitt bygd på samme sted som middelalderkirken, ble nykirken reist omlag 100 m vest for der hvor den gamle kirken sto: “Da Hoved-Kirken, forommeldte Tiid [1648] blev seeneste Gang af nye opbygd, fløttede man den, fra det Sted, paa hvilken den hidindtil havde staaet, og satte den noget længer hen mod Vest. Kirken selv skal tilforn have staaet, hvor Prestens daglige Stue og Senge-Kamer nu staaer, men Kirkegaarden været, hvor nu er Have”. Kirken som ble reist i 1648 var en laftet tømmerbygning med en utvendig kledning av tjærebredd panel. I 1845 ble denne kirken revet og en ny kirke av stein – den nåværende – sto ferdig i 1846. Ut fra kirkegårdens terreng og tettheten av gravstøtter, sto trolig 1648-kirken på en lav rygg få meter nord for der steinkirken står i dag. Våningshuset på For prestegård ligger i dag midt over den middelalderske kirkegården, der hvor middelalderkirken på For sto. Et par bautasteiner som Schøning i 1774 noterte sto på den gamle kirkegården står fortsatt i det som i dag er prestegårdshagen, rett ved hovedhusets nordvesthjørne. I 1589 var For hovedkirke med Egge, Føling, Kvam og Ol som annekskirker. De to sistnevnte var på dette tidspunkt blitt overført fra Vinje hovedkirke i Snåsa prestegjeld. For var hovedkirke også i 1774, men Ol kirke var blitt nedlagt ca. 1692. I 1868 ble Egge sogn og en del av Steinkjer fraskilt Stod prestegjeld, slik at For rundt 1900 var hovedkirke i Stod prestegjeld med kun Kvam og Føling som annekskirker (Brendalsmo 2006:649ff). I 1589 var For prestegård (Thr.R. s. 50), men denne status hadde den trolig allerede før 1500 i og med at For var hovedkirke i 1520 (NRJ II:216). Kirkestedet er ikke oppført som nattlege i 1432 (AB 114f), så For var rimeligvis ikke hovedkirke på dette tidspunkt. Schøning registrerte i 1774 (II:110ff) et flertall fornminner på For: “Uden for Prestens Have fandtes kun paa Jorden liggende 2de lange flade og spidse Steene, som uden Tvil have tilforn staaet opreiste, som Bautasteine. Paa den eene sees intet; men paa den største ere udhugne 2de Kors, uden Tvil i de seenere Tiider (…)Ved Prestegaarden er i den henseende at mærke, at østen for den og dens Lade-Huuse, ligge paa en Biærg-Knoll, først en temmelig stor rund Haug, omtr. 9 Alne i lodret Høide, og ved dens Grundflade 26 Alne i Giennemsnidt, hvori er gravet et temmelig dybt Hull, hvilket har givet Anledning til at ansee den for en Ulve-Stue: men liige og vesten for denne Høi ligger en gammel Dom-Plads, om hvilken ligge, i en Cirkel omtrent, 6 store Steene, 3 paa den søndre, og 3 paa den nordre Siide, omkring den største Steen, som ligger i Midten. Bemeldte Steene staae ei opreiste, men ligge paa Jorden, og ere ovenpaa rundagtig-flade. Paa hiin Siide Prestegaarden og Kirken, mod Vesten, ligger i Linie med omtalte en rund, men temmelig flad Høi, midt paa hvilken ligger en temmelig stor Steen, fladagtig oven. Strax ved, og i S.O. fra denne, ligger paa en noget høiere Biærg-Knoll atter en rund Haug; men sønden for Kirken, ei langt fra sidstbemeldte, en aflang rund ditto, paa den høieste Biærg-Knoll. Det synes mig riimeligt, at foromtalte 2de Bautasteine, som nu ligge ved Prestens Have, have staaet, i fordum Dage, i liige Linie med ommeldte Høie, og omtrent midt imellom dem. Kan og være, at her har da været et offentligt Offer-Sted, hvorfor man her har sat Kirken”. Rygh undersøkte i 1869 Schønings Dom-Plads: “Den har oprindelig bestaaet af 6 stene i kreds med en 7ende i midten; nu ere kun 3 yderstene tilbage. Den ligger paa en fjeldknaus og et stykke nedover dennes ene side, saa at midtstenen har staaet i bakkekanten. Under den tynde græstørv var der kun et par tommer jord, til man stødte paa berget. Jorden blev overalt gjennemgravet, men intet blev fundet. At der ikke kan have været mer jord før, kan tydelig sees af stenene. Her kan der derfor aldrig have været nogen begravelsesplads”. Rygh (1914:22) mente seinere at denne type fornminner likevel er gravsteder og at de kan dateres til eldre jernalder. Av de to bautaene som i dag står i prestegårdshagen har den største dette innhogde, store sekundære korset. Også på den andre steinen er det seinere blitt påvist et innhogd kors. Muligens kan en lav forhøyning på gårdsplassen få meter øst for hovedbygningen, det vil si rundt 50 m fra den gamle kirkegården, være rester av en større gravhaug. (Kildegjennomgang til registrering av middelalderkirkegårder av NIKU ved Jan Brendalsmo, RA sak 06/02235-70).
Eldre beskrivelse:
Svartjordsområde, trolig kirketuft og kirkegård fra middelalderen.