Sikringssone er definert i kulturminnelovens § 6 og beskrives på følgende vis: «Med til et automatisk fredet kulturminne som nevnt i § 4, hører et område rundt dets synlige eller kjente ytterkant så langt det er nødvendig for å verne det mot tiltak som nevnt i § 3 første ledd. Området fastsettes særskilt av vedkommende myndighet etter loven.»
Sikringssonen skal beskytte det automatisk fredete kulturminnets integritet og plassering i landskapet, samt hindre inngrep og utilbørlig skjemming som nevnt i kml. § 3 første ledd. Sikringssonen er en sentral størrelse når man skal vurdere spørsmål om dispensasjon.
Felt med rydningsrøyser og bakkemurer. Ialt er det registrert 6 rydningsrøyser og 2 bakkemurar. Storleiken på rydningsrøysene er frå 1,5-5 m i tverrmål, låge. Bakkemurar med lengde frå 10 til 20 meter
Røysa er rund av form, måler mellom 5 og 6 m i tverrmål og er kring 0,5 m høg. Det er noko vanskeleg å gje eksakte mål, då kantane er mykje overgrodde. Røysa er bygd av kanta stein, frå mannsløft og nedover, dei fleste 0,25 - 0,6 m i tverrmål. Sentralt i røysa er eit langstrekt, jamnt søkk, der rette steinkantar kan skimtast som avgrensing innover mot dei fire sidene. Søkket er orientert omlag A-V og måler ca. 1,5 x 0,6 m. Etter alt å døme er dette ei gravkiste, og både denne, formen og utsjånaden på røysa og lægjet, på ein bergknaus med godt utsyn, syner med full visse at dette er eit automatisk freda fornminne.
Beskrivelse fra lokalitet:
Kullgrop beliggende i dyrket mark like øst for E6, og ca 200 m sør for vegstasjon. Kullgropa ligger på en åpen slette/sandmo, og har vid utsikt til alle kanter. Undergrunnen på stedet består av fin rødbrun sand.
Beskrivelse fra Enkeltminne:
Bunnen av tilnærmet rektangulær kullgrop beliggende i dyrket mark. Kullgropa består av sterkt kullblandet sand, og er tydelig markert mot undergrunnen. Ytterkanten er imidlertid noe utflytende og ikke klart avgrenset. Gropa har en kraftig markert ¿kullflekk i nordvestre hjørne. Kullgropa måler 4x5 m i plan, og ble påvist under ca 50 cm med matjord og påfylte masser. Kull fra kullgropa er datert til 1020-1200 e. Kr, som tilsvarer middelalder.
Beskrivelse fra lokalitet:
Gammetuft/fellesgamme, orientert NØ-SV. Ytre mål 7,5 x 4 m. Mulig antydning til todeling, ca på midten, med boligdel i SV og fjøsdel i NØ. Inngang til begge rom på langveggen i NV.
Beskrivelse fra Enkeltminne:
Gammetuft/fellesgamme, orientert NØ-SV. Ytre mål 7,5 x 4 m. Mulig antydning til todeling ca på midten, med boligdel i SV og fjøsdel i NØ. Inngang til begge rom på langveggen i NV.
kokegrop med skjørbrent stein. Øverst ca 25-30 cm flyvesand, deretter 8 cm med kull og skjørbrent stein, diam: 0,5 m. En sandbanke var skåret over p.g.a. oppdyrking på 32/7, og det kom frem kull i profilen. Kullprøve er tatt ut, og snittet er fotografert. C-14 datert BETA: 2070 +/- 80 BP, kalibrert med 2 standardavvik: BC 336 - AD 80.
Lokalitet med fire kullgroper på ca 10 x 10 m. Groper, ca 1,5 m i diam, db: 0,2-0,3 m. Den sydligste av disse har et ca 5 cm kullag under torven, og et kullag på ca 30 cm dybde. De andre har meget lite kull under torven. Befinner seg i et område med mange groper.
Ø for og kant i kant med sykkelstien langs Ospeveien, fjellknaus orientert NØ-SV, 6x4m, h 1,75m. Der stod en bautastein, 1,2m høg og tre hauger; i den ene haugen ble det funnet et drikkehorn. Sagnet om Imehornet (en variant av vallerhaugsagnet) er knyttet til denne lokaliteten. Sagnet: "To Brødre paa Gaarden Ime ved Mandal sad og drak i Julen. De kom da til at "trækkes" om, hvorvidt den ene af dem turde ride rundt en Haug dersteds og raabe efter Tunskaal. Han paatog sig at ride, og da han red rundt tredie Gang, aabnede Haugen sig, og der blev rakt Manden et fuldt Horn. De, der stod og saa paa det, raabte, at han skulde ride ind paa en Bygager, der var i Nærheden. Han gjorde saa, og Hornet blev kastet efter ham. Nogle Draaber traf Hesten paa Lænderne, og Kjødet dat af lige til Benet. Hornet blev imidlertid liggende paa Bygageren, og derfor kunde Haugtroldet ikke faa det tilbage. Det opbevaredes længe på Ime, og da det endelig solgtes, sagde de gamle, at man ikke mere kunde vente nogen Lykke der paa Garden. Haugen kaldes endnu Ime-Haugen". En annen variant av sagnet: "En Mand ved Navn Erik kom ridende fra Mandal. Da han kom midt for Jøshaven, raabte han i sin Beruselse: Skjæmk Erik en Tuneskaal. Med det Samme kom en Mand ud af Fjeldet med et Horn i Haanden. Nu blev Erik bange og red i fuldt Trav; men Manden halede alligevel ind paa ham. I sin Angst raabte Erik: Godvætte, haa skaa e rie henne? Der svaredes: Rid i Bygaageren! Da red han ind i en Bygager. Her kunde Manden ingen Vei komme; derfor kastede han hornet efter ham. Det traf hesten bag, saa baade Hud og Skind gik af. Saaledes blev Manden frelst. Ageren, som nu benyttes som Engstykke, bærer endnu Navn af Bygageren. I Øslebø paa Fuglestvedt vises Hornet endnu. Naar det gaar i stykker, skal Verden forgaa". I Universitetets oldsaksamling fins det ei tegning av hornet fra den tid da det ennå lå på Ime. Ifølge Ab 1872 har hornet ett sølvbeslag om munningen, ett i enden og ett på buken. Sølvbeslaget om munningen er forsynt med to bein og føtter i form av ørneklør. På sølvbeslaget i enden står det: EAS (bondens initial) og GOD (bondekonas initial). På sølvbeslaget om munningen står det: "Gech er idt gegerhoren so from. Beder er gegh ful en tum. Ho sum mich wil tidt utdrichke, dette sir gech dich po love, han schal til at sowe". Bokstaven g i diktet må alltid leses som j. Drikkehornet oppbevares i 1864 på Nordre Fuglestveit i Øyslebø og brukes som krutthorn; det bærer et messingbeslag fra 1789 med innskrift: "Dete er Imehornet". Det hadde opprinnelig sølvbeslag og ble først solgt til en gullsmed i Mandal, men så kom en av forfedrene til Fuglestveit-mannen og kjøpte det, og i 1865 ligger det altså på Nordre Fuglestveit i Øyslebø.