"Paa nævnte Gaard var man før aldrig forlegen med at faa Kjørene til at tage Kalven; thi man ledte dem bare rundtom en Haug, Vettehaugen, saa blev de bært. Dette kunde de takke en Hulder for, der fra gammel Tid af stod i venskabeligt Forhold til Gaardens Opsiddere. Men dette forandrede sig, og Huldren maatte paa en eller anden Maade blive fornærmet; thi da de engang som sædvanligt førte en Ko rundt Haugen, skreg det ut fra Fjeldet nordenfor: "Jeg vil ikke længer holde Tyr!" Ved Samme Haug viste der sig senere tre Huldre af Størrelse og Skikkelse som halvvoksne Gutter. De raabte: "Kom hid! kom hid!" Folk løb til i den Tanke, at der var en eller anden Skat, som skulde blive paavist i Haugen. De begynte ogsaa at grave; men straks saa det ud, som om hele Gaarden skulde staa i Luer. De løb hjem for at slukke; de var dog ikke langt komne, før Ilden var borte. Siden vaagede de ikke at forsøge paa Udgravning af Haugen."