"Paa ytre Egeland i Kvinesdal var en Nisse, som man var saa vond med, at han sultede. Nissen blev sindt, tog Staburet paa Ryggen og vilde bære det op til Kleivan. Da den kom opefter til et Sted, som endnu kaldes "Knebrod", dat Nissen i Kn', og der blev Buret staaende. Da raabte Nissen: "Surt Saub (Kjernemelk) og brænt Brø fædle ein Mann i Kne"."
"Gaardene Eie og Rægevig i Næs Sogn havde i gamle Dage hver sin Nisse, og disse var tidt i Strid, da den ene gjorde den anden adskillig Fortræd. Engang havde Rægevigs-Nissen været paa Eie og stjaalet Julegrød fra Nissen der; denne blev da sindt, og det kamp til Kamp i Dalen mellem begge Mannebakkerne. Da Slagsmaalet var tilende, gik de op paa hver sin Bakke, saa de kunde se over Gaardene, og derpaa raabte de: "Ha, ha, ha! saag de, kor me toges?"
"I Husefjeldet paa Lenne var der et Trold, som raabte til et andet, da det saa en Mand gaa til Kirken om Juledagen: "Her æ nok Draatedagjen idag, Torgjus gjenge mæ rauadot (Rød Trøie)"."
"Ved Tvitjernene i Skaars Skog holdt sig for mange Aar siden et Spøgelse, som skræmte mange Mennesker. En Kjuring var den første, som mærkede det. Da han nemlig engang lagde sig ned for at drikke i en Bæk, hørte han i Fjeldet megen Dundring og Springing. Andre, som kjørte forbi, hørte det ogsaa i Fjeldet, og for andre blev Hestene skræmte, saa de ikke kunde faa dem forbi. Undertiden lagde det paa Folk. En Mand havde det næsten livet af, og han laa en lang Stund som død."
"Fistelaasen heter et Fjeld mellem Gaardene Rødland og Næringsgaard i Vanse Sogn. Engang hvert Aar staar den paa 4 Guldstolper. Den, som da kan være saa heldig aa faa se det, maa ikke vende Øinene bort, før han har seet, saalænge han ønsker; thi tabes det først afsyne, sees det ikke mere den Gang."
På lokaliteten har det tidligere stått en rund steinsetning (opplyst av Thyra Aagedal). Nå er fem steiner borte, men én stein ligger igjen. Er nok den samme lokalitet som denne: "I Konsmokleivene lå det tidligere en steinsetning med 7 reiste stein".
"Gaarden Egeland i Konnismo skal have sit Navn efter en stor Eg, som staar paa en Haug midt i Gaarden. Egen er omtrent 1 1/4 Favn i Omkreds, hul, men neppe over 16 Fod høi, da Toppen for længe siden blev hugget ned af en Træl, som var bleven vred paa sin Husbonde. Indtil for 2-3 Menneskealdere siden dyrkede Folkene paa Gaarden den paa den Maade, at de til hver Jul satte en Krus Øl med lidt Kjød og nogle Lefser ved Stammen. For noget længere siden var Gaardens Folk meget sørgmodige, da det saa ud til, at den skulde tørke. Det traf da saa til, at der var Bryllup paa Gaarden, og i dette var fire Spillemænd, hvoraf to var Kjæmper. Disse blev uenige, og det saa ud til Slagsmaal; men den ene sprang op i Egen og sad her og spillede paa Felen. Hans Spil havde en saa forunderlig Kraft, at næsten alle, som hørte det, begyndte at græde; den anden vovede ikke at tilføie ham noget vondt, og fra den Stund af tog Egen til at grønnes og vokse igjen. ... Ovenstaaende Sagner ogsaa meddelt mig saaledes: Gaarden Egeland i Konnismo Sogn skal ifølge Sagnet have faaet sit Navn efter en stor Eg, som engang stod paa det Sted, hvor nu Gaarden er bygget. En Mand ved Navn Ole var den første, som begyndte at rydde Gaarden. Han huggede ned en stor Egelund; men Kjæmpetræet i Lundens Midte vaagede han ikke at røre; han troede nemlig, at det var bevogtet af Troldskab, som have Tilhold deromkring, og som af en mægtig Jøtul var sat til at passe paa Egen. For at holde sig tilvens med dette Troldskab bragte Ole hver Juleaften en Skaal Øl og et Fad med Julegrød bort til Træet; derfor havde han ogsaa Lykken med sig i, hvad han slog paa. Men hans Søn, der ogsaa hed Ole, naturligvis efter sin Bedstefar, ligte ikke Faderens Skik. Han var vokset op til en stor og kjæk Gut, og han var svært lig sin Bedstefar. Folk sagde, at han ikke var ræd for nogen Ting, og han troede kanske selv det samme. Han vaagede at paastaa, at det hverken var Jøtulen eller Troldene, som spiste Grøden; maaske var det heller vilde Dyr og andet Pak, som fortærede den, og naar saa var Tilfældet, mente han, det var bedre, at man sparede Juleofferet. Saa led det til den Tid, at den unge Ole skulde gifte sig; han skulde have en Pige fra nærmeste Gaard. Hele Bygdens Ungdom glædede sig til den Dag, da Brylluppet skulde staa, for man vidste, at slige Velstandsfolk havde Raad til at gjøre et stort og gjildt Selskab. Bryllupsdagen kom; der var indbudt en hel Mængde Gjæster, baade gamle og unge, og dertil skulde man have to Spillemænd. Alle vidste dog, at dette sidste vilde gaa uheldigt af; thi naar der er to Spillemænd sammen, og de faar lidt i Hovedet, vil begge gjelde for den flinkeste. Det varede da heller ikke længe, før disse to Spillemænd røg i Haarene paa hinanden. Da nu den ene saa, at hvis det kom an paa Næverne, kom han nok til at tabe, tog han Flugten ud gjennem Døren og lige hen til Gaardens Helligdom, Egen. Han tog Tag i Grenene og svingede sig op i Træet. Da den anden Spillemand saa dette, begyndte han at spille saa deiligt, at ingen havde hørt sligt Spil før; hele Bryllupsskaren begyndte at dandse, saa det ikke saa ud til at tage nogen Ende. Men fra den Tid, at hin Spillemand havde været oppe i Egen, visnede den, uagtet man madede den med Øl og Grød hver Juleaften. Nu er der intet Spor af den tilbage."
Boplassflaten dekker minimum et område på 10x10 ,, men kan være større. Bortsett fra et traktorspor/gravning av en grøft gjennom grusrygg ser boplassen ut til å ligge i urørt skogsterreng.
Denne lokaliteten er kun påvist med et prøvestikk, hvor det ble funnet 1 lite flintavslag. Prøvestikket ble ikke avsluttet eller dokumentert da det var mye trevirke i myra.
Slaggforekomst. 15 m ut frå strandkanten ved høgvatn, omkring 150 m NV for båtnaust. Lite slaggvarp, ca 8 x 10 m. Småe slaggbitar. Størkneslagg og litt renneslagg. Raudbrendt leire.