"Paa Aa Præstegaard i Lyngdal boede engang en Præst, som havde en Søn, der kaldtes "Bondesønnen af Aa". Denne kom engang ridende forbi "Runesteinslia", som ligger paa Heien østenfor, før man kommer til Dalen. Lien kaldes saa, fordi man engang der har fundet en Sten, hvori der var indhugget endel Runer, og dem skal Hellig Olaf have hugget med sit Sværd. I Lien boede endel Trolde. Bondesønnen fra Aa raabte nu fra Veien: "Er det her, man faar Tunskaala?" Det svarede fra Lien: "Knud Kvi, tap i! Bondesønnen fra Aa vil ha Drikka!" Da kom der ud et Trold med et Sølvhorn, fyldt med Drikke. Bondesønnen fra Aa tog mod Drikken, men stødte den ud bagover sine Skuldre. Nogle Draaber kom paa Hæstens Lend, og de tog Haarene af. Nu red Bondesønnen afsted med Sølvhornet. "Einfod, Einfod! spring og tag Manden paa Renna!" Troldet med een Fod sprang hvad det kunde; men det kunde ikke naa Bondesønnen af Aa, førend han kom til Rom. Da var hans Hest sprængt; men saa red han ind i en Bygager, fordi man siger, at Troldene ikke kan gaa i Byg. Runestenen skal endnu findes ved Herdals Kværnhus." Dette er ei vandresegn. Runesteinslia, der runesteinen opphavlig lå, strekker seg fra Gulltjødna ned mot Herdalen. Runesteinen ble flyttet fra Runesteinslia ned til Herdal mølle. Da Herdal mølle måtte vike for ny E39 i 1974, ble runesteinen flyttet til smia på gnr 200 bnr 1 i Herdalen. Runesteinen ser ut til å være en sandstein, og den veier 137,5 kg. Nålevende folk hevder imidlertid at St. Olav aldri hogde inn noen runer, men at strekene kommer av at St. Olav brukte steinen til å kvesse sverdet sitt. Det er uvisst om strekene er runer i det hele tatt, eller om de er en naturdannelse.
Steinen ble sist registrert i 2018 i hagen til våningshuset i Herdalsveien 18, 4580 Lyngdal, på Gnr 200/2 (SEFRAK 1032-0006-059). Runesteinen ser ut til å være en sandstein. Steinen ser ut til å ha en del rette slipemerker på seg, de flest er omtrentlig 20 cm lange, men ingen av dem ser ut som noen åpenbare runer. Slipemerkene ser definitivt ut som om de er slipt av mennesker og ikke bare være naturdannelse.
Anker. Trolig funnet under gravearbeid i forbindelse arbeid med kaianleggene ved Norseco-basen. Omtrentlig stedsangivelse innhentet fra Kjell Kristiansen 9.9.2015 ASV.
Beskrivelse: Anker. Lengde 215 cm. Fra flukneb til flukneb 200 cm. Deponert hos Kystkultursamlingen, Tananger
"Ved Brandsnæs i Søndre Undal er der en Bakke, i hvilken overnaturlige Væsener har tilhold. En gammel, stø Mand fra Rødland kom en Nat reisende fra Mandal. Da han kom til Brandsnæs, blev han ganske fra sig selv, og siden vidste han intet, indtil Folk om Søndagen kom gaaende til Kirke. Da gik han og rev Træer op med Roden. Han kunde ikke tale, og det var med Nød, man fik ham tilgaards. Da en anden Mand vilde ride forbi nævnte Sted, standsede Hesten med en Gang. Manden løftede op Tømmerne og saa frem under dem. Han saa ogsaa noget; men hvad det var, vilde han ikke sige; Hesten satte imidlertid afsted i saadan Fart, at Manden nær var bleven liggende tilbage. En Mand fra Skofteland red forbi samme Sted; han havde en Gut bagpaa. Da de kom til Bakken, standsede Hesten. Manden havde hørt, at naar man saa under Benene paa Hesten, kunde man se, hvad der var iveien. Han gjorde dette og saa daa en forfærdelig Skikkelse, som holdt Hesten i Tømmerne. Da han nu havde sat sig paa Hesten igjen, for denne afsted med største Hurtighed. En Mand fra Østheien i Valle sogn kom tilligemed sin Søn fra Arbeide sent en Aften. Da de nu var naaede saalangt, at de kunde se til Brandsnæsbakken, saa Manden et svært Baal flamme der; men Sønnen, som stod ved Siden, kunde intet se til Ilden."
Langs stien fra Ørterstølen mot store Ørteren, stien som stort sett har retning SV-NØ gjør en knapp sving mot N, over en liten høyde. På S-siden av høyden sees: Slaggforekomst, i stien over en 10 m lang strekning. 5 m N langs stien og inntil denne på Ø-siden: Kullgrop, tydelig voll omkring. Diameter 7,2 m, dybde 1,3 m. Prøvestikk i bunnen viste kull. Flere mindre ubestemmelige groper i området.
Funnene består av tre nedgravninger. Tre mulig sammenhengende strukturer bestående av noe uklare kullflekker i et større mørkebrunt felt; dette feltet strekker seg muligens over i den vestlige sjakten inntil Rv 120. Tilsammen utgjør strukturene en mulig u-form med ¿åpning¿ mot øst. F3 er datert til middelalder. (1440 e.Kr-1640 e.Kr).
Matjordstykkelsen varierer fra ca 30-40 cm, og enkelte steder er det kun 20 cm tykt. Jorda inneholder lite eller ingen stein. De fleste steder kommer man rett ned på gråbrun leire under matjordslaget. Enkelte steder er det blåleire umiddelbart under matjordslaget. På Solberg er undergrunnen preget av moderne nedgravninger som løper på tvers av sjaktene ¿ disse er i all sannsynlighet dreneringsgrøfter. Funnene består av en kokegrop og en nedgravning. Kokegrop: sort kullmettet masse. Rund i formen. Ingen synlig skjørbrent stein. 40 cm i diameter. Nedgravning: 130x70 cm stor med grå kant og deretter brungrå rand innenfor. I område med kullspett og mer sort masse.
Feltet ligger på det største svaberget på Leirfall. Feltet er med sine over 600 figurer et av de største figurfeltene med jordbruksristninger i Skandinavia. Ristningene ligger på et hvelvet svaberg som er omtrent 20 x 20 m. Bergflaten er delt i flere grupper av brede og dype sprekker. Denne naturlige oppdelingen har dannet grunnlag for en inndeling av feltet i 5 delfelt : A-E. På delfelt A (lengst til høyre/nordøst) er det en kjent prosesjon av menneskefigurer. Delfelt B ligger rett sør for A, og er det første som ble oppdaget. Har en serie med store båtfigurer. Delfelt C danner feltets øvre del. Domineres av fotsåler og geometriske figurer. Delfet D ligger i søndre hjørne av feltet. Domineres av fotsåler, og har de antatt eldste figurene. Delfelt E ligger ovenfor D, til venstre for C. Domineres av fotsåler. Har små firkantete rammefigurer. TOTALT: I alt er det 919 figurer på dette feltet. Kalle sognnes undersøkte feltet i 1988. Han fant flere figurer og andre detaljer på figurene enn Marstrander gjorde ved isn undersøkelse og kalkering i 1966. Denne opptellingen er basert på Marstranders undersøkelse, da de nye figurene og detaljene ikke er fullstendig undersøkt og kalkert.
"Troldene og andre underjordiske Væsener tager helst Bolig i runde Bergknauser. I disse ser man som oftest Mærker efter dem. I Nautebakken, en rund Fjeldknat paa Heddeland, holder der sig saaledes en Huldergris. Den er forfærdelig glubsk, og derfor har det været Vis at skræmme Børnene med den. Før saa man den ofte om Aftenen sammen med andre lignende stygge Dyr, og de legede da paa Sletten udenfor Bakken. Ved slige Leiligheder viste sig ogsaa gjerne endel Smaatrolde, der havde sit Tilhold i to Kjæmpehauge vestenfor."
"Paa nævnte Gaard var man før aldrig forlegen med at faa Kjørene til at tage Kalven; thi man ledte dem bare rundtom en Haug, Vettehaugen, saa blev de bært. Dette kunde de takke en Hulder for, der fra gammel Tid af stod i venskabeligt Forhold til Gaardens Opsiddere. Men dette forandrede sig, og Huldren maatte paa en eller anden Maade blive fornærmet; thi da de engang som sædvanligt førte en Ko rundt Haugen, skreg det ut fra Fjeldet nordenfor: "Jeg vil ikke længer holde Tyr!" Ved Samme Haug viste der sig senere tre Huldre af Størrelse og Skikkelse som halvvoksne Gutter. De raabte: "Kom hid! kom hid!" Folk løb til i den Tanke, at der var en eller anden Skat, som skulde blive paavist i Haugen. De begynte ogsaa at grave; men straks saa det ud, som om hele Gaarden skulde staa i Luer. De løb hjem for at slukke; de var dog ikke langt komne, før Ilden var borte. Siden vaagede de ikke at forsøge paa Udgravning af Haugen."
"Paa et Sted i Heddelands Skog stod engang en Hulder og saa en af sine Kjør i Uslands-Heien omtrent 1/2 Fjerding borte. Hun kaldte da paa dem saaledes: "Kusskjyra Fagri! Mangein Leiv he' du ed' upp, mangei Kleiv he' du gjeng' upp! Kusskjyra Fagri!" Koen sprang da emd et Spring til Huldren, og Stedet, hvortil den hoppede, kaldes endnu Fagraasen."